Nomeco

Friske øjne skabte et klogt transport-setup - og undgik prisstigninger

Hvordan kan en ny transportaftale sikre bedre processer - og holde priserne i ro, når livsvigtige lægemidler skal ud til lægemiddelgrossister og hospitaler? Det var spørgsmålet, da Nordens største medicinaldistributør Nomeco kontaktede TransportRådgiverne.

Danske Nomeco leverer dagligt lægemidler til danske apoteker, hospitaler og detailhandelen samt lægemiddelgrossister i hele Norden. Så da Nomeco samlede sine tre danske lagre for deres 3PL-services til ét nyt moderne logistiklager, faldt det kritiske blik naturligt nok på transporten. For hvordan kunne Nomeco både optimere processerne og konsolidere økonomien gennem en ny kontrakt med transportøren?

Udbud eller forhandling?
Nomeco var i den usædvanlige situation, at virksomheden havde benyttet samme transportør gennem årtier. Så spørgsmålet var, om opgaven nu skulle i åbent udbud - eller om Nomeco skulle kaste mulighederne op i luften sammen med transportøren og forhandle en helt ny aftale i stedet.

De var dog ikke i tvivl om, at begge scenarier krævede en dyb indsigt i transportmarkedet og ressourcer til at drive processen. Derfor valgte Nomecos direktør for HealthCare Logistics, Søren Vesti Esbensen, at kontakte TransportRådgiverne.

Søren Vesti Esbensen, direktør for Nomeco HealthCare Logistics, udtaler:

Som den største distributør af lægemidler i Norden køber vi hvert år transport for et betydeligt millionbeløb. Så vi var klar over, at en ny transportaftale krævede nye faglige input og flere ressourcer, end vi selv kunne mønstre. Derfor tog vi fat i TransportRådgiverne, og det har vi ikke fortrudt et øjeblik.

Særlige vilkår for transport af lægemidler
Grundlæggende var Nomeco glade for samarbejdet med sin transportør, og derfor valgte virksomheden at gå i forhandling om en ny kontrakt. Men en aftale om transport af lægemidler er ikke kun et spørgsmål om prisen på at komme fra A til B. EU's vejledning om Good Distribution Practice (GDP) sætter en lang række minimumsstandarder, der omfatter alt fra temperaturovervågning til certificeringer, kvalitetssikring og uddannelse af transportørens medarbejdere. Og de særlige forhold var TransportRådgiverne hurtige til at forstå, siger Søren Vesti Esbensen. - For os gjorde det en forskel, at TransportRådgiverne både havde den branchespecifikke indsigt og erfaringen med markedsstandarder generelt. Den kombination gjorde os trygge ved at lægge et forhandlingsmandat i deres hænder. Derudover var det en fordel at stille med et nyt forhandlingsteam, så vi ikke hang fast i fortiden, men kunne starte på en frisk.

I mål med både økonomi og processer
Selve kontraktforhandlingen løb over 4 måneder. Forud havde TransportRådgiverne udarbejdet et færdigt udbudsmateriale, så der lå et meget præcist afsæt for den endelige aftale. Derfor kom Nomeco også i mål med sin økonomiske ambition om at holde priserne i ro. Under forhandlingerne tog TransportRådgiverne teten på en proces, der skulle sikre optimale processer, både omkring de interne transportprocedurer og i forhold til det nye centrallager. Den proces mundede ud i en fuldstændig opdatering af Nomecos transport-SOP'er (Standard Operating Procedures) og et gennemarbejdet skema for produktion og afhentning på det nye lager. Her blev der blandt andet taget højde for transportafstande og en effektiv afvikling. - Det nye lager gav os anledning til at tænke nyt fra A til Z, og her demonstrerede TransportRådgiverne deres kompetencer hele vejen rundt. Vi kom i mål med en model, der både er optimal for vores klienter, deres kunder og Nomeco, slutter Søren Vesti Esbensen.

Om Nomeco
Nomeco er apotekernes foretrukne lægemiddelgrossist, hospitalernes leverandør og lægemiddelindustriens strategiske servicepartner. Nomeco er specialister i sundhedslogistik. Virksomheden sikrer, at danskerne altid har rettidig adgang til lægemidler. Det sker gennem et værdiskabende partnerskab med apoteker og lægemiddelindustri - et partnerskab baseret på tryghed, høj etik og tillid. Nomeco udvikler sig i en tæt kontakt med marked og myndigheder, og udviklingen sker på et solidt fundament af viden og værdier. Nomeco er en dansk virksomhed med dybe rødder i lægemiddelbranchen, og samtidig er virksomheden en del af den paneuropæiske koncern PHOENIX Group.

5 gode grunde til, at Nomeco anbefaler TransportRådgiverne


• TransportRådgiverne har stor indsigt i og erfaring med transportmarkedet og forstår de særlige vilkår for GDP-pharmatransporter.

• TransportRådgiverne ved, hvilke krav vi med rimelighed kan stille til både kvalitet og prisstruktur.

• TransportRådgiverne har tyngden til at føre forhandlinger til dørs på vores vegne.

• TransportRådgiverne kan og tør udfordre os, også i detaljerne.

• TransportRådgiverne stiller med et højt kvalificeret team, der både giver os transportfaglig sparring på højt niveau - og sikrer fremdrift i projektet.

Kontakt os i dag for en uforpligtende dialog