
Skarp tender vekslede volumen til værdi
Efter nogle turbulente år i kølvandet af coronakrisen vurderede Change of Scandinavia i 2023, at nu var timingen rigtig: Et komplet udbud af de samlede transporter skulle høste potentialet på markedet i form af bedre transportaftaler. Efterfølgende konkluderer COO Niels Krogh, at TransportRådgivernes kompetencer bragte projektet i mål - på den gode side af forventningen.
God timing for tender
Velfungerende transport er en nøgle til forretningen for det danske lingeriebrand Change of Scandinavia: Virksomheden varetager selv hele værdikæden fra produktion til levering og kundehåndtering. Og det er transporten, der forbinder kæden fra Østen til Europa og Canada.
Transporterne fra Østen har længe været udfordret på både pris og stabilitet. Men i 2023 vurderede både Change of Scandinavia og TransportRådgiverne, at timingen var rigtig.
- Generelt var priserne faldet. Samtidig var der kommet nye logistikfirmaer på markedet - og her er vores blik særligt rettet mod Polen, hvor vores europæiske warehouse ligger. Endelig havde vores logistikdirektør i Polen opnået en erfaring, der kunne komme udbuddet til gode, forklarer Niels Krogh.
Formålet var at høste de besparelser, virksomhedens volumen berettigede til.
Best practice og stærkt team
Change of Scandinavia har tidligere selv gennemført udbud på transportområdet. Men denne gang valgte de at sætte TransportRådgiverne på opgaven.
- TransportRådgiverne præsenterede en meget overbevisende procedure for projektet. Sammen med et specialiseret team gav det os vished for, at de kunne løfte opgaven på en måde, vi ikke selv havde ressourcerne til. Og det viste sig at holde stik, fortæller Niels Krogh.
Her peger han blandt andet på den tyngde, TransportRådgiverne stempler ind med:
- De har fingeren på pulsen, både i forhold til markedet og de enkelte udbydere. Derfor formår de at skabe en stærk konkurrence blandt de rigtige udbydere til fordel for os. Og de kan lægge ekstra pres på i forhandlingerne, når der er behov for det.
Det rigtige setup - og den rigtige mavefornemmelse
Pris er vigtig, men for en fashion-virksomhed som Change of Scandinavia vejer blandt andet leveringssikkerhed og traceability også tungt. Så det var nogle af de parametre, der indgik i den kvalitetssikring, TransportRådgiverne udførte forud for de endelige forhandlinger med udbyderne. Derudover pointerer Niels Krogh vigtigheden af veletablerede processer og systemer.
- Imidlertid er det ikke alt, man kan researche sig til. Så mavefornemmelsen er vigtig, når man møder udbyderne. Er de professionelle og dedikerede? Har de forstået forretningen? Det er afgørende i sidste ende.
Fuld transparens en forudsætning
Første skridt var at skabe præcis og komplet dokumentation for den opgave, leverandørerne skulle løse. Her stod Change of Scandinavia selv på et stærkt datagrundlag, der rakte år tilbage.
Opgaven for TransportRådgiverne var at sikre fuld transparens i datagrundlaget. Hvor inbound transport fra Østen er forholdsvis enkel, er outbound mere kompleks. Change of Scandinavia forsyner sine 350 butikker i 9 lande og leverer derudover direkte til tusindvis af kunder og pakkeshops i Europa og Canada. Men præcis hvor var pakken leveret? Var det til butik, pakkeshop eller dørtrin? - Og så videre. Det indblik blev skabt ved at kombinere med data fra transportørerne.
- Detaljerne krævede oceaner af timer. Til gengæld fik vi en skarp indgang til tenderen baseret på de rigtige parametre, bemærker Niels Krogh.
Udfordringer blev løst
Det nye setup gik i luften umiddelbart op til to af årets største sæsoner: Black Friday og jul. Så det blev hurtigt tryktestet, og udfordringerne blev adresseret.
- Blandt andet kneb det med returneringerne, som er en vigtig del af interaktionen med kunderne. Og vi fik brug for et ekspres-setup på søfragten, så vi kunne dirigere vigtige forsendelser direkte til Polen, siger Niels Krogh. Begge dele er løst i tæt samarbejde med TransportRådgiverne.
Hver en krone tæller
For et lingeriebrand vil den primære værdi - og de primære omkostninger - altid ligge i selve produktet. Men det gør ikke omkostningerne til transport mindre vigtig. NielsKrog konkluderer:
- Det handler om at ramme det sweet spot, hvor forholdet mellem pris og kvalitet er rigtigt. Vores intention var at fastholde kvaliteten i leverancerne og samtidig høste en væsentlig besparelse. Og det er vi kommet flot i mål med.
Change of Scandinavia opnåede blandt andet:
- En betydelig besparelse på de samlede transporter.
- Indeksreguleret pris på søfragt med fast pris på handling og gebyrer.
- Daglig levering af returvarer til warehouse mod tidligere 2-3 gange om ugen.
- 2-årig serviceaftale med fakturakontrol og adgang til TransportRådgivernes ekspertise.